De sidste to måneder er gået meget op og ned for mig, men inden for de sidste to uger er det virkelig gået fremad og jeg begynder for første gang i næsten et år at føle mig som mig selv igen.
Det er svært at forstå at det snart er et år siden at jeg fandt ud af at jeg havde kræft. Et år siden at jeg har levet et normalt liv. Mens jeg fik behandling prøvede jeg at holde så meget fast i min normale hverdag som muligt, og jeg følte også dengang at det lykkedes, men det var jo selvfølgelig meget anderledes end normalt. Sygdommen blev en naturlig del af hverdagen. Det har været rigtig svært for mig bagefter at komme tilbage til livet før kræft og jeg tror det er fordi jeg havde glemt hvordan det er at være rask. Efter kræftforløbet sad jeg nogle gange med en følelse af at jeg faktisk savnede at være syg og ligefrem ønskede at blive syg igen, fordi det virkede bare nemmere. Så behøvede jeg ikke at kæmpe for at vende tilbage til det der normale liv med forventninger og ansvar. Det har været svært at erkende den tanke. Selvom jeg godt var klar over hvor dårligt jeg havde det psykisk, havde jeg nok stadig en masse forventninger til mig selv i januar måned og jeg ville lave en masse ting. Jeg tror jeg tænkte at det psykiske nok skulle gå over hurtigt, men til sidst blev det bare for meget. Jeg mistede lysten til at lave noget som helst. Jeg stod op kl. 15 og gik i seng kl 19, jeg spiste kun et måltid om dagen, jeg gad ikke at rydde op og der kunne gå en uge uden at jeg gik i bad. Jeg havde ærlig talt ikke lyst til at leve, fordi det var bare for uoverskueligt.
Jeg begyndte på anti-depressiv medicin i midten af februar og “flyttede” samtidig hjem til mine forældre i en periode. Det hjælp en masse at jeg ikke længere skulle tænke på alt det praktiske. Marts og april har været præget af ondt i halsen (formentlig ikke corona) og overbelastede knæ og de mindste ting kunne slå mig fuldstændig ud. Samtidig er hele verdenen jo påvirket af corona krisen og derfor har jeg også følt at mit liv var endnu mere på pause end før.
Jeg ved egentlig ikke hvad der har gjort at jeg nu mærker en fremgang, men jeg tror simpelthen bare at det var tid, der skulle til. Jeg begyndte stille og roligt at få lyst til at gøre flere ting. Jeg er stort set flyttet hjem til mig selv igen, og jeg har overskud til at lave mad og gøre rent. Jeg er også begyndt at sy lidt og jeg glæder mig generelt til at lave ting. Det er virkelig en dejlig følelse.
Det eneste, der mangler nu, er arbejde. Jeg var over og snakke med mit arbejde i sidste uge og det var så dejligt at se mine kolleger igen. Jeg begynder stille og roligt at arbejde nogle timer om ugen fra næste uge af. Det bliver spændende hvordan det kommer til at gå.
