Et par opdateringer

Jeg kan ikke helt finde ud af hvor meget jeg skal skrive herinde på bloggen længere. Ofte glemmer jeg nok også at skrive (jeg begyndte på det her indlæg for to måneder siden), men her kommer i hvert fald lige et par opdateringer om hvordan det går.

Brystet efter operation og stråller

Jeg er virkelig overrasket over hvor pænt arret er blevet. Arret på brystet ligner mest af alt bare lidt irriteret hud. Under armen er det tydligere, men stadig pænt. Huden virker også meget normal, og man kan ikke se hvor jeg fik stråler henne. Der er stadig arvæv i brystet og det kan godt være lidt ømt, men generelt er jeg ikke særlig generet af det.

Det eneste, der meget gerne må blive normalt snart, er det store “blå mærke”. Det er rester fra farvestoffet, som de sprøjtede ind, da jeg blev opereret. I starten fik jeg at vide at der kunne gå op til et år, inden det gik væk, men til sidste kontrol sagde de, at der kunne gå flere år. Det er blevet en del mindre tydeligt de sidste par måneder, men man kan stadig tydeligt se det.

• 

• 

• 

Hår

Mit hår er ved at være langt! Der mangler lige lidt længde på toppen, men ellers har det næsten den længde, som jeg havde før kræft. Til at starte med voksede det ud meget mørkere end før og en del krøllet. Jeg valgte at farve det, fordi jeg savnede mit lyse hår, men det er helt sikkert også blevet lysere naturligt nu. Krøllerne er der stadig, men ikke så markant som i starten.

• 

• 

• 

• 

Tamoxifen

Efter at jeg blev erklæret kræftfri i oktober 2019, startede jeg med at tage Tamoxifen, hvilket er en antihormon pille, som man skal tage i ti år for at forbygge tilbagefald. Inden jeg startede med at tage det, havde jeg allerede hørt en del dårligt om dem, og nogle sagde endda at de mistede livskvaliteten af dem. Der kan være en del bevirkninger som f.eks. depression og manglende energi, og det er noget af det jeg har kæmpet rigtig meget med det sidste år. Derfor besluttede jeg i samråd med min læge, at jeg skulle prøve at holde en pause med dem.

Jeg stoppede med at tage dem for fire måneder siden og det har gjort en kæmpet forskel i forhold til min energi. Sidst jeg var til kontrol, sagde lægen at det var op til mig selv, om jeg vil begynde at tage dem igen. Indtil videre holder jeg i hvert fald pause indtil næste kontrol til sommer, og så må vi se til den tid hvad jeg føler for.

Humør

I takt med at jeg har fået mere energi, er mit humør også blevet meget bedre. Der er stadig nogle nedture engang i mellem og det kan desværre godt tage en uge inden jeg er ovenpå igen, men der er heldigvis efterhånden lang tid i mellem de perioder. Jeg fik endnu engang sat min antidepressiv dosis op, så jeg nu får dobbelt så meget, og det tror jeg har været nødvendigt.

Andre senfølger

Udover depression og træthed har jeg også kæmpet en del med andre senfølger. Dårlig hukommelse og ingen koncentration har været der siden kemoen. Derudover har jeg også haft en del føleforstyrrelser i mine fingrer. Under kemoen (Taxol) var mine negle virkelig ømme og følsomme, og det kan godt blive ved bagefter. Det er ikke hele tiden, men nogle gange kommer det lidt tilbage. Specielt rystelser kan sætte det i gang. Så føles det lige pludselig som om jeg har fået mine fingre i klemme. Jeg har fået at vide at jeg skal begynde at “tromme” med mine fingrer for at genoptræne nerverne i fingrerne.

En anden ting er min fordøjelse. Den har ikke haft det godt det sidste år. Jeg har været forstoppet meget ofte og min mave bliver rigtig oppustet Jeg har nogle gange været så oppustet, at jeg ligner en, der er højgravid. Jeg er begyndt at tage Magnesia, hvilket jeg også har taget før, og det hjælper heldigvis på det.

Arbejde

Jeg blev raskmeldt på arbejde for to måneder siden. Det er en virkelig dejlig milepæl at have nået. Jeg er kun på 30 timer, fordi jeg bruger en feriedag på fortsat at holde fri om onsdagen, hvilket jeg har haft siden jeg startede op på arbejde maj sidste år. Det er rart (og nødvendigt!) med en hviledag midt på ugen. Jeg har nok fridage til at kunne gøre det indtil sommerferien og det tænker jeg også er nødvendigt, så jeg er sikker på at komme helt ovenpå igen. Det virker dog meget uoverskueligt at kunne holde til 37 timer til den tid.

For noget tid siden havde jeg et stort sammenbrud på arbejde, hvor jeg låste mig inde på toilettet i halvanden time og sad og græd. Det er ret frusterende at jeg stadig kan bliver slået så langt ned. Det er ikke altid, at der er enighed om hvad der er bedst for mig på arbejdet, men jeg kan simpelthen ikke klare at blive presset. Der er for mange dårlige minder fra i sommers, hvor jeg gik helt ned pga pres, og jeg tror også at det har gjort at jeg nu får angst lignende anfald engang i mellem.