3. Taxol

Jeg får taget blodprøver inden hver kemo. Hver gang får jeg at vide “Du er godt nok svær at stikke i” og den her gang var jeg åbentbart ekstra svær at stikke i. Den første prøvede to gange, hvorefter hun hentede en kollega. Hun prøvede en gang og gav op. De mente begge at de havde ramt rigtigt, men der kom bare ikke noget blod ud. En tredje person forsøgte to gange og endelig lykkedes det.

Dagen efter da jeg skulle have kemo stak de også forkert et par gange. Næste gang skal jeg bestille tid til “Drop-in” hos en anæstesi-sygeplejerske, som finder blodåren ved hjælp af ultralyd.

Da der næsten er gået 12 uger siden at min tilbageværende æggestok blev sat i dvale, fik jeg sprøjten igen. Jeg tror måske også at den var ved at stoppe med at virke, for jeg har i hvert fald ikke haft så slemme hedeture på det sidste.

Eftersom at jeg blev så træt sidste fredag af antihistamin, fik jeg kun halv dosis denne gang. Det hjalp ikke. Jeg faldt stadig i søvn. Dog efter ti minutter denne gang. Jeg vågnede da lige op et par gange undervejs blandt andet for tage parykken af under en hedetur.

Min moster var med denne gang, så i det mindste havde min mor selskab, mens jeg lå og sov. Denne gang var vi forberedt på trætheden, så min mor og moster sørgede for at hente en kørestol, så jeg kunne blive kørt hele vejen ud til bilen den her gang.

Igen sov jeg indtil aftensmadstid. Derefter var jeg faktisk rimelig frisk, så jeg tog til Middelfart, hvor der var Open Air biograf. Her så jeg A Star Is Born sammen med to kollegaer.

Scroll to top