I mandags var jeg til årskontrol. Tænk at jeg allerede har været kræftfri i et år. Årskontrol består af mammografi, ultralyd og en samtale med onkologerne. Det er første gang at jeg er blevet scannet, siden jeg blev erklæret kræftfri, og hvor har jeg dog været nervøs i dagene op til.
Jeg havde næsten glemt hvor ondt mammografi virkelig gør. Av av av. Jeg var lige ved at begynde at græde, da det blev lavet på mit opererede bryst. Jeg ved ikke om det måske gør ekstra ondt, fordi der stadig er en del arvæv.
Efter mammografien blev jeg vist ind i et andet lokale, hvor jeg skulle have lavet ultralyd. Jeg fik at vide at jeg lige skulle vente lidt, fordi at lægen skulle se billederne fra mammografien først. Så tænkte jeg jo med det samme “Hvorfor skal hun det? Er det fordi der er noget galt?”. På grund af corona måtte min mor ikke komme med ind, så jeg sad der alene i hvad der føltes som en halv time (det var jo nok ikke mere end fem minutter). Jeg kæmpede virkelig for at holde tårerne tilbage, fordi tankerne om kræft fløj bare rundt i hovedet på mig. Da lægen kom ind og begyndte på ultralyden, var jeg også sikker på at det var et dårligt tegn hver gang hun stoppede et sted på brystet.
Heldigvis var alt som det skulle være og der var ingen tegn på tilbagefald. Det var jo selvfølgelig også det jeg havde regnet med, men det er svært at lade vær med at blive nervøs, når man er i det. Nu går der endnu et år, inden at jeg skal til mammografi igen. Jeg skal til kontrol på Onkologisk afdeling hvert halve år fremover (indtil nu har det været hver tredje måned).