Det blev fortalt på arbejde i dag. Jeg havde tænkt meget over hvordan jeg ville fortælle det og om jeg overhovedet ville være i stand til at sige det. Nogle stykker vidste det allerede.
Jeg skulle have haft ferie i sidste uge, men det endte jo så med at jeg skulle opereres og var sygemeldt. Det vidste mine kolleger dog ikke. Jeg ville ikke fortælle det inden min “ferie”. Det var jeg nok ikke rigtig klar til og jeg nåede også kun et være på arbejde en halv dag efter jeg fik konstateret kræft. Jeg syntes det var bedre at vente med at fortælle det til efter “ferien”. Så havde jeg lige lidt tid til at vænne mig til tanken. Jeg skulle til tandlæge i morges (det må man åbenbart ikke mens man får kemo), så jeg ringede til min supervisor for at fortælle at jeg kom lidt senere på arbejde i dag. Hun foreslog at hun fortalte det på morgenmødet, mens jeg ikke var der. Det sagde jeg ja til. Det var egentlig den perfekte løsning. Så havde mine kolleger lige lidt tid til at synke det, inden jeg kom på arbejde. Jeg var lidt nervøs, da jeg trådte ind af døren, men det var slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg ved egentlig heller ikke hvad jeg havde frygtet. Jeg fik et par kram og folk spurgte lidt ind til det eller sagde at de var kede af at høre det. Så var det overstået.
Ledelsen har taget det rigtig pænt. Jeg må komme og gå, som jeg vil uden at give besked, og jeg behøver endda ikke en gang at lave noget, mens jeg er der, hvis jeg ikke har overskud til det. Det er virkelig dejligt med den mulighed. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan min krop reagerer på kemoen, men jeg kan forestille mig at uanset hvad, så vil jeg forsøge at holde fast i en normal hverdag så godt som det nu er muligt.
