Det har været en svær periode, siden jeg blev opsagt fra mit arbejde i november. Dog er det begyndt at gå fremad nu – igen. Siden jeg havde kræft har det jo været meget op og ned, og inden jeg for tre måneder siden mistede mit arbejde, var det også begyndt at gå fremad. Jeg havde endelig fundet noget ro og min hverdag hang for det meste sammen. Det blev så taget fra mig og jeg følte at jeg skulle til at starte forfra. Det har været svært at skulle acceptere.
Øgning af medicin
Jeg kunne godt mærke i ugerne efter min opsigelse at humøret var på vej i den forkerte retning, så derfor var jeg ved læge, hvor vi aftalte at jeg skulle stige i dosis af antidepressiv medicin (225mg). Det hjalp også rigtig meget på humøret, men det var ikke uden bivirkninger. Jeg blev mere træt end jeg plejer. Og det siger altså en del, for jeg var i forvejen meget træt. Jeg sov i forvejen middagslur hver dag, og med den øget dosis skulle jeg sove endnu mere. Nogle gange sov jeg hele 16 timer på et døgn.
Derudover gik det også ud over min mave. Den har også drillet siden kræft med oppustethed og forstoppelse, men siden nytår har det stået helt stille. Mange uger har jeg kun kommet af med noget én gang og det kun fordi jeg tog afføringsmiddel.
Pga. bivirkninger er jeg i sidste uge gået tilbage til den gamle dosis (150mg) og det har egentlig været fint. Det hjælper også at vi er kommet hen over de mørkeste måneder samt at jeg har fået en lidt bedre rutine i min hverdag nu. Trætheden er gået tilbage til “normal”. Maven driller stadig, men det bliver bedre og bedre.
Træning
Jeg besluttede mig for at jeg virkelig skulle give træningen en skalle, da jeg mistede mit arbejde. Jeg havde jo tiden til det. Jeg tog 25 kg på efter at jeg fik kræft, og det har hele tiden været mit mål at skulle tabe de kilo igen, men det har været svært med depression og pres fra arbejde.
Jeg er kommet ind i en rigtig god rytme nu. Jeg træner fem gange om ugen på hold, som f.eks. crossfitness, powerpush, TRX og slankehold. I den her uge har jeg også prøvet dancefit (hvilket nok ikke var et kønt syn, men sjovt). Jeg fokuserer mest på styrketræning, da jeg føler det giver mest.
I januar og februar måned har jeg tabt 7 kg. Det er virkelig motiverende, når man begynder at kunne se resultater. Jeg kan også mærke at jeg bliver stærkere, og i den her uge var jeg faktisk i stand til at lave et par pull ups (med elastik). For en måned siden kunne jeg ikke engang løfte mig selv én cm op.
Fremtiden
Jeg er i den her uge begyndt på et forløb tilbudt af jobcentret, der hedder “Hav det godt”. Det er tre timer hver onsdag i seks uger, hvor der er andre i samme sitation som mig. Det er en blanding af oplæg, snak og gåture. Det var hårdt at skulle i gang med noget igen. Træning kan jeg jo selv bedømme om jeg har energi til, men det her skal jeg afsted til. Det er nok en meget god måde at komme lidt i gang igen på den her måde, inden jeg på et tidspunkt skal i praktik.
Mit mål er stadig at få fleksjob, men det er jo en lang proces, så jeg skal afprøves i forskellige jobs og arbejdstider først. Jeg har snakket med min sagsbehandler om at det kunne være rigtig fint, hvis jeg kunne starte i praktik i forlængelse af det her forløb. Så har jeg vænnet mig til at skulle afsted til noget. Vi snakkede også om at jeg kunne starte stille op med tre timer to gange om ugen. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme i praktik indenfor noget med hjemmesider eller grafisk design, men jeg er også åben for lagerarbejde igen som mit tidligere job.
