Den 8. maj 2019 bliver en dag jeg kommer til at kunne huske. Dagen hvor jeg fik konstateret kræft. Det er ikke lige det man regner med, når man er ung.
Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg først blev opmærksom på knuden. En gang i februar. Jeg mærkede den og tænkte “Kan det være en knude?” Jeg har jo ofte hørt at man skal være opmærksom på knuder, men hvad er en knude? Hvordan føles en knude? Jeg prøvede at søge på nettet, men det stod ingen steder. Jeg mærkede efter de næste par dage. Den blev ved med at være der. Jeg tænkte, “Jeg giver det en uge og ser om den forsvinder”. Det gjorde den ikke. En uge mere. Stadig der. Så forstuede jeg min fod og glemte alt om knuden. Det var først, da min mor skulle have lavet en mammografi en måned senere, at jeg kom i tanke om den. Den var der stadig.
Læge
Jeg fortalte min mor det, og hun sagde, jeg skulle gå til lægen med det samme. Det gjorde jeg så dagen efter og blev henvist til en ultralydskanning. 28 dage senere! Det var alt for lang tid at vente, så jeg kontaktede min sundhedsforsikring. De skulle bruge henvisningen. Jeg ringede til sygehuset for at få den. De sagde, jeg skulle få den fra min læge. Jeg ringede til min læge. De havde lukket pga. påske. Efter et par telefonsamtaler mere, fik jeg endelig overtalt sundhedsforsikringen til at give mig en tid på Mølholm, hvis jeg lovede at sende henvisningen hurtigst muligt. Det eneste gode ved at det var så besværligt var, at det distraherede mig fra at tænke på knuden. Der endte alligevel med at gå 19 dage, inden jeg blev undersøgt.
Henvist til ultralyd og mammografi
Jeg var ikke rigtig forberedt på at det kunne være dårligt nyt. Jeg skulle jo bare op og have at vide at det bare var en lille godartede knude, som jeg ikke skulle være bekymret over, tænkte jeg. Hun startede med at kigge med ultralydskanning. Hun sagde, at det ikke lignede en bindevævsknude, men at det bestemt ikke betød at det var noget alvorligt. Jeg fik lavet en mammografi, så de kunne se det bedre. Det gjorde ondt! Derefter ville de tage en vævsprøve af knuden. Min mor sad ude på gangen og ventede, men de syntes at hun skulle komme med ind nu. Det syntes jeg var lidt underligt, men de forsikrede os om, at det nok ikke var noget alvorligt. De lokal bedøvede mit bryst og tog en prøve. Det gjorde ikke ondt.
Hun kiggede derefter på mammografi billeder. Noget var galt. Hun sagde det ikke, men jeg kunne høre det på hende. Lige pludselig ville hun sikre sig at jeg “var forberedt på det værste”, selvom det jo nok ikke var noget alvorligt, sagde hun. Jeg blev ret chokeret. Det var jeg ikke forberedt på. Jeg ville bare ud derfra, og jeg begyndte at græde, da mig og mor kom ud til bilen.
Mere ventetid
Dagen efter var 1. maj, så der vidste jeg godt, at jeg ikke ville høre noget fra sygehuset. Heldigvis skulle vi i Ikea, så jeg kunne få tankerne væk fra det. Det var hårdt at komme på arbejde dagen efter. Jeg havde fortalt det til nogle få, og bare et blik fra dem, så begyndte jeg at græde. Sygehuset ringede midt på dagen og gav mig en tid til svar en uge efter. En uge! Forfærdelig lang tid. Det var en virkelig lang og hård uge, men til gengæld tror jeg, at det gjorde, at jeg var mere forberedt på det. Jeg havde tænkt alle scenarier i gennem.
Svaret
Selvfølgelig var det stadig ikke nemt, da dagen kom, og lægen fortalte mig, at jeg havde en lille kræftknude. Min første tanke var “Hvis det bare er en kræftknude, betyder det så overhovedet at jeg har kræft?”. Selvfølgelig gjorde det det. Lægen fortalte en masse, som jeg glemte med det samme igen, og sygeplejersken fulgte mig og mor ind i et rum, hvor vi fik lov at sidde lidt for os selv. Noget af det første mor sagde var, at jeg vist lige så godt kunne aflyse den frisørtid, jeg havde ugen efter, når jeg nu alligevel skulle miste håret. Det lettede humøret lidt. Sygeplejersken kom ind og gav en masse foldere om kræft og fortalte lidt mere om hvad der skulle ske og alle de skanninger, jeg nu skulle til. Det hele blev sat i gang med det samme, og der var ikke mere ventetid.
