Jeg var meget i tvivl om, hvordan min hverdag ville komme til at se efter at jeg blev syg. Jeg vidste faktisk ikke særlig meget om bivirkningerne af kemo inden, da jeg aldrig har haft nogle tæt på mig, der har været igennem det her forløb. Jeg vidste at man mister håret og jeg havde nok en idé om at man havde meget kvalme. Det var også en af de første bivirkninger jeg fik at vide at der var. Jeg tror lidt jeg havde regnet med at jeg skulle ligge i sengen en uge efter hver kemo og kaste op hele tiden. Man hører jo om folk der er sygemeldt i flere måneder under deres behandlingsforløb, men det lyder ærlig talt mere uoverskueligt for mig at skulle være sygemeldt så lang tid end det gør at tage kampen op og prøve at holde fast i min hverdag. Holde fast i det liv jeg havde før jeg blev syg. Hvis jeg mistede det, og gav efter for sygdommen, tror jeg at jeg ville bryde sammen. Jeg har brug for en normal hverdag. Noget at stå op til hverdag. Jeg får energi af at lave noget. Jeg fungerer bedst når jeg holder mig selv i gang. Man kan selvfølgelig ikke sammenligne andres forløb. Jeg har været heldig at det har været muligt at holde fast i en nogenlunde normal hverdag, hvor jeg selvfølgelig også har måtte acceptere at jeg ikke kan lige så meget som før.
Jeg har en god arbejdsplads, som sagde fra starten at jeg helt selv styrede hvor meget jeg kunne holde til. Det har gjort at jeg har kunne komme de dage, jeg har haft overskud nok til det, jeg har kunne tage hjem når overskuddet slap op og jeg har fundet arbejdsopgaver som passede til mit overskud lige den dag. Jeg har endda fået stillet en drømmeseng til rådighed, så jeg kan hvile mig i løbet af dagen. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Jeg har valgt at se positivt på det og få det bedste ud af at være syg, og det har betydet at jeg har kunne lave en masse ting og forbedringer på arbejde, som der ellers ikke havde været tid til. Det kan godt være at simple ting har taget mig en uge at gøre, men det giver en følelse af sejr at have fuldført et mål, jeg har sat mig for. Og sejre er nødvendigt i denne svære tid.
Det kan godt være at det virker lidt underligt at bruge mit overskud på arbejde, når jeg kunne bruge det herhjemme i stedet, men det er min måde at klare mig igennem det her forløb på. Hvis jeg bare var hjemme ville jeg lade sygdommen fylde hele min hverdag. Det er ligemeget hvad jeg så ville lave; om jeg fik tid til at lave en masse gør-det-selv projekter eller gik en masse lange ture, fordi grunden til at jeg var hjemme ville uanset hvad være, at jeg er syg. Og den tanke får mig til at føle mig mere syg.
