I dag har været en hård dag. Siden jeg fik at vide at jeg har kræft, har jeg faktisk ikke grædt særlig meget. Måske fordi det hele er gået så hurtigt og næsten hver dag har der været en skanning eller undersøgelse, jeg skulle til. Jeg har godt tænkt et par gange, at det måske på et tidspunkt ville slå mig, at jeg rent faktisk har kræft. Den dag var måske i dag. I hvert fald har jeg bare haft brug for at græde i dag.
Det startede egentlig allerede i går. Pga hovedpine foreslog lægen at jeg fik lavet en MR-skanning af mit hoved bare for en sikkerheds skyld. Jeg tænkte ikke meget over det til at starte med, men da jeg fik indkaldelsen til skanningen til på tirsdag først og ikke dagen efter som de havde sagt, begyndte tankerne. Hvad nu hvis der var noget? Jeg havde svært ved at sove i nat og græd en del. Heldigvis havde jeg stuen for mig selv.
Min sygeplejerske i dag er rigtig sød. Hun har været flink til at komme ind til mig og holde mig i hånden, når jeg havde brug for det. Jeg har svært ved at snakke om det eller forklare hvorfor jeg er ked af det i dag. Men jeg tror bare at det hele er lidt for overvældende i dag. Udover MR-skanningen, indlæggelsen og selvfølgelig kræften selv, så er jeg også begyndt at tabe håret. Jeg synes egentlig ikke at det har fyldt så meget at skulle miste mit hår, men måske gør det alligevel. Jeg skal til frisør senere i dag. Jeg er spændt på hvordan jeg kommer til at reagere på at være skaldet.
Jeg har haft stuen mest for mig selv i dag. Der var lige en enkelt anden patient, som skulle være der nogle timer før og efter en kikkertundersøgelse. Jeg nåede kun at snakke med hende lidt, men det hjalp faktisk en del. Hun havde også haft brystkræft for nogle år siden (nu var det desværre vendt tilbage i underlivet), og hun viste mig hendes ar efter at have fået fjernet brystet. Det var utrolig pænt. Jeg har godt frygtet lidt at jeg skulle have en masse grimme ar, så det var rart at se.
Jeg har fået rykket MR-skanningen til i morgen, fredag, så forhåbentlig bliver i morgen en bedre dag.
