Tænk sig at der allerede er gået et halvt år siden at lægen fortalte mig at jeg har kræft. Den 8 maj er ikke ligefrem en dag jeg glemmer. Jeg var forberedt på at det nok var kræft, men det slog alligevel hårdt at få beskeden. De to efterfølgende uger føltes som to måneder. På det tidspunkt var det svært at forestille sig at tiden nogensinde skulle gå hurtigt igen, men lige så stille og roligt begyndte dagene at gå, og sygehusbesøgene blev en naturlig del af hverdagen.
Det er dejligt at kunne se en ende på sygdomsforløbet, selvom det lige nu er svært at forestille sig at jeg skal tilbage til en normal hverdag, når strålerne er overstået om mindre end en måned. Energien er større i den her uge end sidste uge, men der gør nok stadig lang tid inden at jeg er oppe i normal tempo igen. Jeg skal til samtale angående genoptræningsplan ved kommunen i december, og jeg håber at jeg kan komme på et REPHA ophold (rehabilitering efter et kræft forløb) i det nye år. Derudover er jeg også begyndt at bevæge mig lidt mere og jeg kan da godt mærke at jeg har fået mere gang i kroppen. Jeg har sat mig for at nu skal der ryddes grundigt op hjemme ved mig, og selvom det tager meget længere tid end inden jeg fik kræft, fordi jeg nu skal holde pauser hver halve time, er det rart at få følelsen af at der sker noget. At livet ikke står stille. Det får man lidt følelsen af under sådan et forløb. Jeg ved egentlig ikke hvor meget, der havde været anderledes, hvis jeg ikke havde fået kræft. Nok ikke så meget. Jeg havde nok været ude at rejse i år, og jeg havde fået lavet nogle flere praktiske og kreative ting i hjemmet. Jeg havde også en plan om at lave en plakatshop i løbet af året, men det er jeg heller ikke kommet videre med. Det føles jo som om at mit liv kun har handlet om kræft det sidste halve år. Det overskygger det hele lige meget hvor meget man prøver at have en normal hverdag og det vil nok også gøre i et godt stykke tid endnu, selvom jeg snart er “rask”. For selvom det lyder som en kliche, er kræften jo en del af mig nu. Jeg vil bruge resten af mit liv på at frygte et tilbagefald hver gang jeg mærker bare det mindste; om det så er en lille bule eller bare lidt hosten. Jeg har også fem ar og tre små tatoveringer, der minder mig om at jeg har haft kræft.
Jeg har gennem hele forløbet tænkt positivt, og det vil jeg selvfølgelig også blive ved med, men jeg kan ikke benægte at frygten ligger i underbevistheden.
