I onsdags fik jeg den sidste omgang stråler og dermed er jeg færdig med alt behandling. Hvor er det dog skønt! Jeg har virkelig nydt de her dage efter, hvor jeg ikke har skulle til Vejle. Torsdag og fredag blev jeg hjemme fra arbejde, og det var så rart at jeg bare kunne sove længe og ligge på sofaen hele dagen og se film. Jeg har savnet at have sådan en rigtig sygedag, hvor jeg ikke behøvede at skulle nogle steder. Jeg føler nærmest ikke, at jeg har haft tid til at være syg. Nu er jeg så blevet forkølet, så jeg tager lige lidt flere dage på sofaen. Det er egentlig på en måde dejligt bare at være normalt syg, selvom jeg selvfølgelig også gerne bare vil i gang med “genoptræningen”. Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig hvornår jeg kan komme til at vende tilbage til en normal hverdag. Det virker så uoverskueligt. Jeg har brugt to uger på at pynte mit juletræ, fordi jeg ikke har haft energi til særlig meget af gangen. Under kemoen fik jeg lavet en masse oprydning på arbejde, men jeg ved simpelthen ikke hvor alt det gå-på-mod er blevet af. Nu kan jeg sidde og kigge på en ting i ti minutter uden at kunne fokusere nok til at lave noget.
Humøret er meget op og ned. For det meste føler jeg at jeg har det okay, men der skal ikke meget til før at jeg begynder at græde. Jeg har i det mindste kunne styre det nogenlunde og det er ikke så overvældende, som det var for en uge siden.
Jeg er begyndt at kunne se noget rødme på huden, hvor jeg fik stråler. Det er dog ikke slemt. Jeg har fået noget creme og salve til at smøre på. Rødmen skulle gerne forsvinde inden for to uger. Området må ikke få sol i det første år efter stråler, så det bliver lidt en udfording til sommer, for området går alligevel ret langt op. Mine ar ser egentlig fine ud. Dem skal jeg nok vænne mig til. Det blå farvestof, som de sprøjtede ind inden operationen for at finde mine skildvagtslymfeknuder, er slet ikke falmet. Det glæder jeg mig altså virkelig til at slippe af med, men der kan jo gå op til et år, så jeg må være tålmodig.
Mit hår er ved at være “langt” og jeg har også fået mine øjenbryn og vipper igen, så det er virkelig dejligt. Jeg har svært ved at give slip på parykken, så der går nok noget tid inden jeg stopper med at gå med den. Jeg skal også først klippes, for lige nu har jeg jo ikke en ordentlig frisure. Jeg har ikke noget imod at folk ser mig uden parykken, men jeg er lidt træt af, når jeg får at vide at mit hår da er langt nok til at jeg ikke behøver parykken, for det giver lidt en følelse af at der er noget galt med mig, når jeg nu ikke kan give slip på den. Men jeg er altså bare ikke klar. Jeg skal vænne mig til så mange ting, og så er det altså bare rart at kunne holde fast i håret lidt længere.
