Jeg synes egentlig at det er gået ret hurtigt med at håret gror. Det begyndte allerede at gro, mens jeg fik de sidste gange kemo. Til gengæld mistede jeg halvdelen af mine øjenbryn på det tidspunkt og nu er de faktisk stort set helt væk. Det samme er mine øjenvipper. Jeg har (eller havde) heldigvis lyse øjenbryn og vipper, så man ser det ikke så nemt, og en af grundene til at jeg valgte en paryk med pandehår var også lige netop at det kunne dække, hvis jeg mistede brynene.
Lige umiddelbart regner jeg med at bruge parykken i noget tid endnu. Jeg føler at jeg mangler noget, hvis jeg går ud uden noget på hovedet. Det er også lidt koldt at være korthåret, synes jeg. Jeg tænker at håret altså lige skal være lidt længere, gerne dobbelt så langt, inden parykken ryger. Men nu hvor det har noget en fin længde, kan jeg godt mærke at jeg er ved at blive utålmodig. Jeg savner mit hår.



Jeg var overrasket over hvor naturligt det viste sig for mig at være skaldet. Ikke at jeg ville undvære parykken og selv nu hvor mit hår er begyndt at vokse, går jeg stadig med den, når jeg forlader mit hjem. Men jeg har aldrig haft den på herhjemme. Selv ikke da jeg var helt skaldet. Inden var jeg sikker på at jeg ville blive ked af det hver gang jeg så mig selv i spejlet, men det var ikke tilfældet og jeg følte faktisk slet ikke at jeg så helt vildt syg ud uden hår. Det var lidt en frihed ikke at have noget hår og egentlig rigtig dejligt ikke at skulle tænke på fedtet hår, når jeg lå i sengen og havde det dårligt efter kemo.
Jeg begyndte også ret hurtigt at føle mig tryg ved at tage den af, når jeg var blandt andre. Enten for at vise hvordan jeg så ud som skaldet eller fordi jeg fik en hedetur.
Inden jeg mistede håret, købte jeg også tre turbaner. To pæne og en til at sove med. Dem blev jeg aldrig fan af. Jeg er blevet spurgt mange gange om parykken ikke er varm at have på, og det er den slet ikke. Turbanerne til gengæld kan jeg ikke holde ud at have på i lang tid. Der går som regel ikke mere end ti minutter, så føler jeg at mit hoved er ved at eksplodere pga varme. Jeg er dog begyndt at bruge min turban lidt på det sidste, hvis jeg har skulle gå en tur eller ud at handle. Der er den egentlig rar at bruge som en slags hue.