Det er gået op for mig at jeg i noget tid nu nok er begyndt at føle et pres fra andre om at jeg snart er rask. Jeg er jo snart færdig med kemo, og det virker nogle gange lidt som om, når jeg snakker med andre om det, at så er jeg også snart rask. Men der er meget lang vej endnu.
Jeg får ofte at vide nu at jeg “ser frisk ud”, og selvom jeg på ingen måde føler mig frisk, ender jeg med bare at acceptere at jeg bliver nødt til at være frisk, fordi jeg ser frisk ud. Jeg ved jo godt at der slet ikke menes noget dårligt med det, og jeg ser nok også meget mere frisk ud end jeg gjorde da jeg startede med kemo, fordi den form for kemo, jeg får nu, ikke er så slem, men jeg er jo bestemt ikke frisk lige nu. Jeg tror jeg bliver nødt til at være bedre til at fortælle om hvordan jeg egentlig har det. Jeg synes jo egentlig at jeg har været ret åben omkring hele forløbet, men det har nok mest været omkring behandling og de fysiske bivirkninger. Ikke så meget de psykiske. Der har nu heller ikke været så meget at fortæller om, for jeg har haft det fint nok indtil nu.
Det virker måske lidt underligt at nu hvor jeg snart er færdig med kemo, har jeg det sværere mentalt. Jeg burde jo se frem til det. Lige nu kan jeg heller slet ikke forestille mig at skulle have en normal hverdag igen. Jeg vænnede mig hurtigt til alle sygehusbesøgene. Jeg er også blevet så vant til at tage alting stille og roligt samt at få en masse hjælp fra folk omkring mig.
Det er selvfølgelig langt fra overstået endnu bare fordi jeg ikke skal have kemo længere. Jeg har stadig en operation og sikkert en lang liste af senfølger. Jeg skal også til at lære at leve livet igen. Lære at leve uden angst og tanken om kræft. Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med tankerne om tilbagefald. Jeg kunne forestille mig at det kommer til at være rigtig svært for mig ikke at tænke på, når jeg engang er rask. “Hvad nu hvis jeg får kræft igen?” Jeg er helt klart typen, der kan spekulere over sådan noget alt for meget.
Jeg har hele tiden tænkt, at jeg ikke rigtig har behov for at snakke med nogle udefra omkring det hele, men alligevel er jeg begyndt at overveje det nu. Jeg tror stadig ikke at jeg har brug for at snakke om nogle profesionelle omkring det, men derimod nogle der er i samme situation som mig. Jeg har faktisk tilmeldt mig Landsmødet for unge med kræft. Det er jeg meget spændt på. Jeg er ikke ligefrem den sociale type, så det der med at møde en masse nye menneske, er lidt grænseoverskridende, men jeg tror nu at det vil være rigtig godt for mig.
