Ordet jeg har ventet på at høre i et halvt år! Og så føltes det alligevel ikke så forløsende, som jeg havde regnet med. Jeg har åbenbart været det i noget tid. Jeg var til samtale ved mammaambulatoriet i mandags, hvor jeg spurgte om jeg skulle til scanning, når jeg nu snart er færdig med stråler, men nej, det behøvede jeg ikke, for jeg var jo kræftfri, sagde hun så. Jeg havde da godt fået at vide at de havde fået fjernet alt omkring knuden under operationen, men det tog jeg kun som at jeg i hvert fald ikke skulle opereres igen. Jeg havde nok en forventning om, at der ville blive gjort et større nummer ud af det, fordi det jo er det jeg har set frem til de sidste 6-7 måneder. Men selvfølgelig er det da fantastisk at vide at kræften er væk.
Jeg har ikke haft det godt psykisk i den her uge. Jeg ved ikke om det er fordi det snart er ved at være slut eller måske fordi jeg tænker at jeg burde være rask nu, men jeg føler mig det slet ikke. Det kan også bare være en reaktion på at fuck, jeg har altså haft kræft, som først kommer nu. Den reaktion har jeg måske ikke rigtig haft under forløbet. Det er svært at forklare hvordan jeg har haft det den sidste uge. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det har bare været en overvældende tristhed, som jeg slet ikke har kunne styre. Jeg tror muligvis også at jeg har haft nogle angstanfald. Da jeg snakkede med sygeplejersken i mandags nævnte hun depression. Jeg kunne ikke bedømme om hun bare snakkede om det generelt eller om det var fordi hun frygtede at jeg var på vej i den retning, men i hvert fald har det ord bare sat sig fast i mit hoved og skabt en frygt for det. Jeg frygter at jeg skal til at igennem endnu et sygdomsforløb, nu hvor jeg endelig snart kan give slip på kræftforløbet. Det kan jeg slet ikke overskue. Den sidste uge har jeg grædt rigtig meget, og hvor det normalt har været en forløsning og hjulpet til at komme af med nogle følelser, har det denne gang ikke haft nogen effekt. Jeg har prøvet at tænke positivt, men tristheden vil bare ikke gå væk uanset hvad jeg gør. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg er ked af. Jeg ved bare at jeg er det. Jeg sakkede med en psykolog for første gang i torsdags, men jeg ved ikke hvor meget jeg fik ud af det. Jeg har svært ved at sætte ord på mine tanker og så er det ikke nemt at snakke med en om det. Jeg giver det dog et forsøg igen.
Weekenden har egentlig været okay. Tankerne er blevet afledt med Black Friday, julefrokost med arbejde og fodbold, men jeg kan godt mærke at det kun ligger lige under overfladen.
