På mange måder føler jeg at livet efter kræft er sværere end livet med kræft. Når man har kræft, bliver der hele tiden taget hånd om én. Der er en plan for hvordan man bliver kræftfri. Men kræftfri betyder desværre ikke nødvendigvis rask. Jeg følte mig på ingen måde rask, da jeg for knap et år siden blev erklæret kræftfri. Ikke nok med at jeg stadig havde en masse bivirkninger efter kemo, skulle jeg også vænne mig til at der lige pludselig begyndte at være forventninger til mig igen. Det var jeg ikke klar til, og det føler jeg stadig ofte, at jeg ikke er klar til. Nogle gange føler jeg at det ville være nemmere at få kræft igen, og selvom jeg godt ved at det er depressionen der taler, er det en svær tanke at få ud af hovedet.
Det er svært at leve op til det pres om at jeg skal tilbage til den jeg var før. Jeg ved ikke om jeg vil sige at jeg er en anden person nu end før kræft, for det lyder lidt som en kliché, men min krop er en anden og det samme er min psyke. Mange gange føler jeg at min hjerne ikke fungerer ordentlig og det er mega hårdt. Jeg har svært ved at koncentrere mig og min hukommelse er som en si. Jeg kan se en hel fodboldkamp og fem minutter efter kan jeg ikke huske resultatet. Nogle gange kan jeg knap nok lægge to og to sammen. Tallene kører bare rundt oppe i mit hoved.
Arbejde
Arbejde går ikke så godt. Jeg startede jo op igen i maj efter fire måneders fuldtids sygemelding, og det var hårdere end jeg havde regnet med. Selvom jeg arbejdede, mens jeg havde kræft, var det en helt anden ting, for der var ikke noget pres. Jeg kunne lave det, jeg havde energi til uden at skulle have dårlig samvittighed over at jeg ikke gjorde nok. Nu skal jeg leve op til en masse forventninger og det kan min psyke ikke holde til. Det, sammenlagt med at min krop også stadig er træt efter et hårdt behandlingsforløb, har gjort det til en endnu længere proces.
Jeg blev nødsaget til at øge min dosis af antidepressiv medicin, fordi presset blev for meget, men det har så til gengæld givet mig bivirkninger. Derfor har jeg næsten ikke været på arbejde i en måned. Nu har jeg så skiftet medicin, hvilket heldigvis har gjort det bedre og jeg havde regnet med at komme tilbage på arbejde i den her uge, men af en eller anden grund hader universet mig (det føles i hvert fald sådan), fordi jeg har lagt syg med feber i 3-4 dage pga. en infektion i foden. Seriøst, hvem bliver syg af at få en vabel?! Jeg føler altså snart at jeg burde have opbrugt alt mit uheld, så det må da snart gå den anden vej. Please.
Kom i form
Jeg har meldt mig ind i et motionscenter og det har faktisk været rigtig godt. Det burde jeg have gjort, inden jeg startede på arbejde igen. Faktisk burde jeg have gjort det, mens jeg havde kræft, for at holde på formen bare en smule, men det er jo nemt at være bagklog. Jeg er ikke lige nået til maskinerne endnu for det virker for hårdt endnu, men svømmehallen er en del af medlemskabet, og det har jeg haft stor glæde af. Jeg har været med på et par hold i vand, og det har været en fed følelse at jeg rent faktisk har kunne følge med de andre, fordi vandet jo gør det mere skånsomt.
Om lidt over en uge venter min første årskontrol. Det bliver interessant hvordan jeg reagerer på det. 3-månederskontrollerne har ikke været slemme, men denne gang er det med mammografi og ultralyd. Det er lidt mere nervepirrende.