Så kom dagen desværre hvor jeg blev opsagt fra arbejde. Jeg har jo nok godt vidst at den dag ville komme på et tidspunkt, men jeg havde ikke regnet med at det var allerede nu. På den anden side har jeg måske været heldig i at jeg har kunne holde fast i mit arbejde indtil nu. Jeg har trods alt været syg i to og et halvt år.
Sygemeldt to gange
Det har været et ret rodet forløb, siden jeg kom tilbage efter min første sygemelding i maj sidste år. Jeg brugte det første år på at forsøge at kæmpe mig op på fuldtid, men måtte erkende at det bare ikke var muligt. Humøret var alt for svingende og dermed også arbejdstimerne. Det højeste jeg kom op på var 30 timer én uge, men derefter gik det så også ned af bakke igen. Jeg blev dog raskmeldt på det tidspunkt, hvilket var for tidligt. Jeg blev vurderet hos lokalpsykiatrien til at der ikke længere var tale om en depression, men derimod en overbelastning.
To måneder efter raskmeldingen, blev jeg så deltidssygemeldt igen. Jeg har arbejdet 16 timer om ugen siden maj måned, hvilket er meget tættere på det, jeg kan holde til, end fuldtid. Nogle gange har det været lidt i overkanten, men alt i alt har jeg haft det meget bedre. Jeg har lært hvor grænsen går i forhold til hvor meget energi jeg har.
Men min arbejdsplads valgte desværre at sige stop nu, hvilket jeg har været rigtig ked af. Gennem hele forløbet har jeg af flere omgange prøvet at forberede mig på den dag, men når den så kommer, rammer det alligevel hårdt.
Flexjob
Eftersom at det er anden gang jeg er sygemeldt, er jeg i jobafklaringsforløb. Jeg har ventet siden i sommers på at komme til samtale med rehabiliteringsteamet hos kommunen, men det er ikke gået hurtigt. Jeg har fået en tid sidst i januar. Jeg håber på at jeg kan blive godkendt til et flexjob, og det er det team, der skal tage den beslutning. Men det skulle være en langsommelig proces. Jeg ved dog ikke så meget om det endnu. Jeg skal nok ud i noget praktik for at afprøve hvad og hvor meget jeg kan.