Jeg havde nok undervurderet, hvor hårdt det er at skulle på Vejle Sygehus hvor eneste hverdag i en måned. Det er ikke fordi jeg har mange bivirkninger. Kun lidt stikken i brystet engang imellem, men hvor er jeg dog træt. Mest af alt bare træt af det hele. Jeg har i en lang periode haft gode dage, men i dag var en dårlig en. Det har de sidste par dage egentlig været, men i dag kunne jeg ikke holde det inde længere, og jeg brød grædende sammen på arbejde. Selvom jeg jo godt ved, at der absolut intet er galt i at jeg er ked af det, når jeg er i den her situation, så er det alligevel mest naturligt for mig at holde det inde og ikke vise at jeg er trist. Jeg tror lidt at jeg føler at andre ikke ville vide hvordan de skal håndtere det, hvilket nok mest er fordi jeg ikke engang selv ved hvordan jeg skal håndtere det, men hvor er det dog befriende bare at græde. Det er en måde at komme af med følelserne på og i dag accepterede jeg det bare. Heldigvis har jeg nogle rigtig søde kolleger og det gjorde det også nemmere.
Måske er det her en reaktion oven på en hård uge, hvor jeg nok har presset mig selv en smule for meget. Det er virkelig svært at finde en balance, for jeg skal jo passe på mig selv, men samtidig ved jeg jo også godt, at jeg bliver nødt til at i gang, for ellers kommer jeg aldrig op på samme niveau som jeg var på inden jeg blev syg. Jeg skal i gang med livet igen og en normal hverdag. For et par dage siden skifte jeg selv sengetøj for første gang i et halvt år. Selv sådan en lille ting føles som et skridt i den rigtige retning. Jeg kan også bare mærke at jeg rigtig gerne vil så mange ting. Måske endda mere end før. Jeg har både mødtes med Ungkræft og Proof of Life (sportsforening for unge med kræft), hvilket er noget jeg aldrig havde troet jeg ville turde deltage i, men jeg har presset mig selv til det, og det tror jeg, er rigtig godt for mig. I tirsdag var jeg ude og klatre med POL, hvilket var vildt hårdt, men så fedt at mærke at jeg, på trods af alt, stadig kan bruge min krop til noget (også selvom jeg stadig er vildt øm efter det). Jeg prøvede at være på arbejde alle dage i den her uge, dog kun 3-5 timer om dagen. Det var hårdt, men dejligt. Jeg savner at være en del af den normale arbejdsdag, men hver gang jeg prøver bare lidt, bliver jeg træt efter 10 minutter. Næste uge bliver jeg nok nødt til at holde lidt igen. Nu skal jeg nok bare fokusere på at få de sidste 8 gange med stråler overstået.
