Da jeg første gang læste om Ungkræft Landsmødet, tænkte jeg at det i hvert fald ikke var noget jeg skulle med til. Tanken om at skulle mødes med 70 mennesker, som jeg ikke kendte i en hel weekend, lød alt for uoverskueligt. Alligevel begyndte jeg at overveje det, da jeg kom lidt længere hen i forløbet, for det kunne måske være rart at snakke med nogle, som er eller har været i gennem det samme som mig. Derfor endte jeg med at tilmelde mig, og det er jeg egentlig rigtig glad for at jeg gjorde.
Landsmødet foregik på fyn med overnatning på Gl. Avernæs hotel og varede fra fredag til søndag. Aktiviterne stod på nogle selvvalgte workshops, som for mit vedkommende var yoga, walk and talk, orienteringsløb og “Kun for kvinder”. Derudover var der nogle oplæg fra Ungkræft og Fortællerkorpset, rystesammen i regionerne, samt en masse god mad.
Det var hårdt både fysisk og mentalt. Jeg blev nødt til at tage en lur tre gange i løbet af lørdagen for at komme igennem dagen. Det var jo trods alt også kun en uge siden at jeg fik sidste kemo. Mentalt var der rigtig mange nye indtryk. Det var selvfølgelig lidt grænseoverskridende at tage med uden at kende nogle og man fik lidt følelsen af at alle kendte hinanden, men det var generelt ikke et problem, for alle var rigtig nemme at snakke med. Man kunne bare sætte sig ved et bord og falde i snak med enhver, og det er ellers ikke noget jeg normalt er god til, men her havde vi jo alle noget tilfælles.
Om lørdagen havde jeg lidt en lille krise midt på dagen. Jeg havde valgt orienteringsløb, hvilket jeg plejer at være rigtig god til, men her mærkede jeg virkelig at jeg har kemohjerne. Det er ikke noget jeg har tænkt så meget over før nu. Selvfølgelig har jeg haft lidt svært ved at fokusere før, men da vi her skulle løse opgaver, var det virkelig som om at min hjerne slet ikke fungerede ordentligt. Det var ret hårdt. Den fysiske del har ikke gjort mig så meget at “miste”, for så god form var jeg vel heller ikke i inden det her forløb, men lige pludselig at stå med følelsen af at hjernen bare er stået af, gjorde mig ked af det.
Det var en weekend, der gik meget op og ned, men overordnet set var det positivt. Det har givet mig lidt en sejrs følelse at jeg tog med. Det er noget jeg aldrig ville have overvejet før, men nu sprang jeg bare ud i det og det er jeg faktisk ret stolt over. Dagene efter opholdet har været gode. Humøret har været godt og nu ser jeg bare frem til at få operationen overstået på fredag.
