I dag besvimede jeg på arbejde. Det var lidt dumt, for jeg vidste jo egentlig godt, at jeg blev lidt utilpas, når jeg stod stille i for lang tid af gangen, men jeg endte alligevel med at stå op til morgenmødet ligesom alle de andre. Jeg kunne mærke, jeg begyndte at blive dårlig, og jeg overvejede at gå ind i pauserummet og sætte mig ned, men jeg tænkte “Jeg kan godt klare det”. Mødet varer normalt ikke mere end 10 minutter. Halvvejs inde i mødet overvejede jeg at sætte mig ned på gulvet, men jeg ville ikke gøre mine kolleger urolige. Måske de så troede, at jeg var ved at besvime. Det viste sig så, at det var jeg altså. En kollega lagde mærke til at jeg havde det dårligt, så hun gik ind for at hente en stol til mig. Jeg så hende komme ud med den, og mere husker jeg ikke. Jeg har fået at vide efterfølgende at de fik mig sat på stolen, men fandt ud af at jeg var bevidstløs med det samme, så de lagde mig ned på gulvet, og her vågnede jeg op igen. Jeg tror aldrig, at jeg har prøvet at besvime før. Sikke mange nye ting, jeg får prøvet i det her forløb.
Der blev ringet efter en ambulance og jeg blev undersøgt for diverse ting. Mit blodtryk var lavt, så jeg blev kørt på Kolding Sygehus. Her blev jeg undersøgt yderligere og fik taget blodprøver. Derefter ventede jeg på svarerne. Jeg ventede og ventede og ventede. Det fik ledt tankerne tilbage på, da jeg var indlagt og jeg følte mig lige pludselig forfærdelig ensom. Først kl. 18 fik jeg at vide at der ikke var noget galt med mig og at jeg kunne tage hjem. Det var en lang dag og jeg tænkte bare “Hvorfor satte jeg mig dog ikke bare ned til det morgenmøde?!”
