Jeg begyndte faktisk at blive lidt nervøs et par dage inden jeg skulle opereres i fredags. Tanken om at vågne op efter narkosen og ikke vide hvordan man har det og hvor ondt det ville gøre, var lidt ubehagelig. Jeg har kun prøvet at blive opereret en gang før, da jeg fik udtaget den ene æggestok for et par måneder siden, og der var jeg gået ind til det med en forventning om at det ikke var slemt, hvilket gjorde at jeg blev negativt overrasket, for det gjorde altså ret ondt bagefter. Derfor vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til denne operation. Jeg skulle have en brystbevarende operation, hvor de fjernede området omkring knuden samt et par skildvagtslymfeknuder.
Jeg mødte i mammaambulatoriumet på Vejle Sygehus kl. 8 i fredags. Her skulle jeg ved hjælp af ultralyd have lagt en metaltråd ind i brystet, som pegede på hvor knuden var, så de vidste hvad de skulle fjerne under operationen. Eftersom at knuden jo stort set var væk, ledte de efter den klips, som jeg fik lagt ind ved knuden, inden jeg gik i gang med kemo. Problemet var bare at de ikke kunne finde den. Efter at have ledt med ultralyd i 10-15 minutter, blev de nødt til at gå over til mammografi i stedet. Av! Mammografi er jo ikke lige det sjoveste, og når de nu både skulle tage billede, bedøve mit bryst samt lægge tråden ind, endte mit bryst med at være helt rødt bagefter, fordi det var blevet mast i så lang tid. Men tråden kom ind, og jeg var klar til at blive sendt hen til en læge, som skød noget radioaktivt stof ind ved min brystvorte. Godt plastret ind skulle jeg nu over på Sammedagsafsnitet, hvor jeg skulle vente indtil operationen. Tiden gik langsomt og til at starte med fik jeg at vide at jeg først kom til ved middagstid, men det endte heldigvis med at blive omkring kl 10:30. Min mor fik lov at komme med hen til operationsstuen. Her blev jeg stillet alle rutine spørgsmålene og lagde mig derefter op på operationsbordet, hvor jeg fik lagt et drop, så jeg kunne komme i fuld narkose. To timer senere vågnede jeg op og kom på opvågningsstuen. Der gik ikke så lang tid inden jeg kunne komme tilbage til Sammedagsafsnitet, hvor min mor ventede på mig.
Det gjorde faktisk slet ikke så ondt, som jeg havde regnet med. Mest af alt var jeg bare rastløs. Jeg kunne ikke finde en behagelig stilling i den stol, jeg sad i og jeg ville egentlig bare allerhelst hjem. Der gik højst en time, inden jeg kom i tøjet. Jeg fik hjælp til at tage den støttende BH på, som jeg havde købt, inden operationen og som jeg skal have på 24/7 den første måned. Jeg var også meget nervøs for at gøre noget forkert. Der var selvfølgelig plastre over sårene, så jeg kunne ikke rigtig se hvordan det så ud. Omkring brystvorten var jeg helt blå/turkis farvet. For at finde skildvagtslymfeknuderne sprøjtede de noget blåt farvestof ind som sammen med det radioaktive stof, viste dem. Der kan gå helt op til et år, inden farven helt er væk, og de første par dage havde jeg blåt urin.
Jeg tog plastrene af dagen efter operationen, men inden under var der bare nogle brune strips, som også dækkede for sårene, så jeg ved stadig ikke hvordan det ser ud. På torsdag skal jeg snakke med lægen, som kigger om det hele ser fint ud.
Jeg har stadig ikke haft vildt ondt. Det er lidt ubehageligt engang imellem, men jeg tager fast panodiler fire gange om dagen, og det holder det nede. Jeg laver nogle simple øvelser et par gange om dagen og jeg kan faktisk stort set bruge min arm normalt.