Åh, det er fantastisk at skrive. Efter 18 uger kan jeg endelig sætte hak ved første del og forhåbentlig også den sværeste. Jeg er spændt på at høre mere om stråler. Jeg ved ikke hvorfor, men stråler skræmmer mig lidt. Mere end kemo, på trods af at jeg har læst at det ikke er lige så slemt. Tanken om stråler og radioaktivitet lyder bare farligt. Operationen er jeg nok ikke så nervøs for. Det skal bare overstås.
Men jeg skal altså lade være med at bekymre mig om det lige nu og nyde denne milepæl! Jeg var til mammografi inden dagens kemo og der fik jeg at vide at knuden er stort set væk. Hvor er det fantastisk! Jeg inviterede min familie ud og spise om aftenen for at fejre det. Mine forældre gav mig også en lille gave. En halskæde og øreringe med Støt Brysterne sløjfen.
Men selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at tænke over næste skridt og fremtiden. Nu hvor jeg er færdig med kemo, tænker jeg på hvornår jeg vil føle mig normal igen. Hvornår vil jeg have energi igen? I starten tog det kortere tid inden at jeg følte at jeg var ved at nærme mig et bare nogenlunde normal niveau igen. Jeg nåede at føle det inden at det blev det slået ned af kemoen igen. Jo flere gange jeg har fået kemo, jo længere er mit energi niveau dog røget ned og jo længere har det taget at komme ovenpå. Her til sidst nåede jeg aldrig at føle mig ovenpå igen inden, for jeg skulle jo have kemo hver uge og hver gang blev energien lavere. Lige nu er det svært at forestille mig at jeg nogensinde bliver lige så frisk som jeg var inden jeg blev syg. Jeg vil ikke sige at jeg var i vildt god form inden jeg blev syg, men jeg havde da muskler. Det har jeg ikke længere. Jeg kan sagtens se og mærke på min krop, at jeg ikke har lavet særlig meget i flere måneder nu. Jeg har også taget på. Det er selvfølgelig bedre end at tabe sig i sådan et forløb, men det er alligevel 9 kg! Året inden jeg blev syg, tabte jeg mig 10 kg, så det er træls at tænke på at de kilo er kommet igen. Jeg er dog sikker på at det nok skal gå den anden vej igen, når jeg engang kommer mere i gang. Jeg prøver virkelig også allerede nu at dyrke lidt motion, men for fanden hvor er det svært, når ens krop bare ikke gider noget. Jeg prøver at strække lidt ud og hulahoppe hver dag, men det bliver ikke til så meget.
Humøret går meget op og ned. Der skal ikke meget til at vælte det hele og tårerne triller da også ned af kinden oftere nu ned før. Det lyder måske mere dramastisk end det er. Nogle gange er det altså bare rart at få det ud af systemet, for så at kunne fortsætte.
