Jeg synes det er underligt at tænke på. Jeg var jo ikke syg, før jeg fik konstateret kræft. Det var først, da jeg startede behandlingen for det, at jeg blev syg. Før det havde jeg det jo godt. Jeg var rask. Eller det var jeg jo så ikke, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt.
Jeg synes egentlig generelt, at jeg har klaret det hele rimelig godt. Jeg har prøvet at holde fast i en normal hverdag så godt som muligt. Bivirkningerne er værst den først dag. Der går ca. en uge inden at jeg føler mig nogenlunde normal igen. Ikke at jeg kan holde til alt det jeg kunne før, men jeg begynder at få lidt mere overskud til at gøre simple ting som f.eks. at tømme min opvasker og selv lave (nem) aftensmad. Men selvom det er rart at mærke fremgang, er det også svært, for jeg ved jo at det ikke varer ved. Det er hårdt at mærke ens krop begynde at komme ovenpå for så bare at skulle slås ned igen med næste gang kemo.
Jeg blev hjemme fra arbejde i går, fordi jeg ikke følte mig helt på toppen og jeg ville ikke risikere noget, men jeg tror faktisk, at det havde været bedre at tage afsted. Dagene bliver så lange og jeg ligger egentlig bare i sengen og venter på at min mor kommer hjem. Jeg føler mig mere frisk, når jeg er afsted.
Jeg blev overrasket i går aftes af mine veninder, som kom og tog mig med ud og spise. Jeg følte mig med det samme mere frisk. Det var lige hvad jeg havde brug for. Dejligt med sådan nogle søde veninder.
